Liquitex

I 1955 havde Henry Levison, en farvekemiker, der drak, sov og åndede kunstnermaling, perfektioneret en kommerciel vandbaseret akryl. Det var starten på en ny æra og begyndelsen på kunstnerakryl, som vi kender den. Henry forsøgte at finde på et navn, der bedst ville beskrive mediet, at det faktisk kunne gå fra at være flydende til en tung tekstur. Han kaldte sit produkt flydende tekstur eller Liquitex.

Akrylmaling blev ikke fuldt accepteret i kunstverdenen, før Henry udviklede et princip, der stadig gælder i dag: god information er lige så vigtig som gode materialer. Han lancerede et forelæsningsprogram, hvor kunstnere gav workshops og forelæsninger om brugen af akryl til studerende og professorer. I løbet af få år blev akryl brugt konsekvent på gymnasier og universiteter over hele landet.

Det er rimeligt at sige, at uden Liquitex og de vandbaserede akrylers egenskaber ville det tyvende århundrede have været meget anderledes.